Kommentar til en artikel i Jyllandspostens blog, Politisk Krabask forfattet af Peter Nedergaard. Artiklen hedder: TROR fOLKETINGET SIG MAGTFULDKOMMENT. Min kommentar dertil er som følger nedenfor, men kan vel også i lyset af artiklen ses på:
*********************************************************
Folketinget er stækket af lovkultiveringen/staten - akademisk kulturarv.
*********************************************************
Og vel også dermed sagt af den gamle to-regimente-lære; altså kirke-stat-striden, forsåvidt at kirken benyttede sig af lovens vokabular, såsom MAGT, RET, VILJE og lignende. Den strid er slut i kødet, men ikke indrømmet institutionelt set, så dens slutning kan bundfældes i befolkningen - og vi dermed atter kan tale og tænke, ja høre sandseligt nyt gennem indrømmelser af livets gang med os, her på jord. Livets menneske har altså hørt efter, så nu står MAGT OG RETs-stridighederne kun i de politiske kulturer, men herunder også staten og i statsborgeren eksistentielt set. Desuden kan man vel sige at “to-regimente”-læreren er rykket ind i det felt som en strid mellem videnskab og politik, henholdsvis akademiker-vælde og demagogik. Ja, altimens resten lever videre i deres små subkulturer og virksomhedernes arbejdspladser…
Mao. Statens institutioner løste ikke oplysnings-opgaven med befolkningen, hvorfor sigtet med folketinget aldrig rigtigt kunne bekræftes i vor livsførelse - når lovens administrative virkelighed kom indover. Ja, da den ikke kunne forvandle os med al vort til en bæredygtig, opløftende samfunden livsmåde. Og det handler om staten, lovgivnings-kultur. Teori-praksis-konflikt. Og skriftens kulturer, såsom f.eks. RET-skrivning. Ja, det handler ganske enkelt om en falsk opfattelse af samfund på jord.
Det har altid været galt.
Folketinget kommer derfor først rigtig tilbage på sporet, idet vi “forstår”, hører, at der ikke kan være noget højere. Ja, at folketingets arbejde ikke skal omsættes til lovpraksis gjort gældende over alle, men derimod foregå i vor menneskeoplysende hørelse. Folketinget er til for at høre folkets samfundskultur vidt og bredt, men ikke til for at lege med legoklodser iform af love. Og det betyder blandt andet, at al magt-orientering koblet til loven og lovkultivering som den står i kødet på folkeviddet med sine uendelige behovsrettigheder - tillige akademisk/skolastisk uddannelse, liv og sprogførelse - ALLEREDE ER DØD.
Mao. Statens institutioner løste ikke oplysnings-opgaven med befolkningen, hvorfor sigtet med folketinget aldrig rigtigt kunne bekræftes i vor livsførelse - når lovens administrative virkelighed kom indover. Ja, da den ikke kunne forvandle os med al vort til en bæredygtig, opløftende samfunden livsmåde. Og det handler om staten, lovgivnings-kultur. Teori-praksis-konflikt. Og skriftens kulturer, såsom f.eks. RET-skrivning. Ja, det handler ganske enkelt om en falsk opfattelse af samfund på jord.
Det har altid været galt.
Møfferne blander sig derfor efterhånden på lige vis med alle andre - måske af og til også per hjerte - men vel ikke mindst i forsøget på at kalde til ro og orden. Ja, kanske i forsøget på at genvinde ledelses-magten i landet, så den ikke forhærder sig i regering/præsidentstyre. Eller i EU, som Jens-Peter-Bonde nævner ovenfor [red. i artiklen på bloggen]. - Eller simpelthen så den ikke forhærder sig i principper, såsom teorien om tre-delingen af magten. (MAGTEN HAR ALDRIG VÆRET TREDELT I KØDET, men det er kun oplysningstro danskere, der elsker menneskelivet på dansk grund, der er klar over det. De holder sig nemlig til slægtens forplantnings-medie, fremfor at institutionalisere mennesket ude i verden, ja sågar i ånd af verden af det lave).
Det forklarer nedslidningen af den demokratiske kultur, jeg tror du refererer til, Peter Nedergaard. Man kunne kalde det statsborgerliggørelsens nedslidning af menneskelighedens oplysende opvækst.
1. - I kølvandet på 2. verdenskrig gik det langsomt op for “Danmark”, at grundloven/staten, ikke var en garant for fred, frihed osv. Det førte til Nato, samt vest-europæisk samarbejde, senere EU. Men vel at mærke på baggrund af krig/angst.
2. Den politisk-akademiske kulturarv/institutionsarv blev dermed ét stort spørgsmål samfundskulturelt set. Det førte blandt andet til de kulturbevægelser, vi kender alt for godt: love, peace and understanding… (Som jeg opfatter som tro, håb og kærlighed, dog forfærdeligt indviklet i netop den politisk-akademiske kulturarv/institutionsarv)
3. Med murens fald blev det endnu mere klart, hvilket græsk-romersk politisk verdensbillede, man havde levet de vest-europæiske befolkninger ind i. Via statens institutioner, nærmere betegnet den åndsarv, der følger deraf. Det er nemlig ikke ren og skær menneskets slægtsarv, men kun statsborgeren/bedsteborgerens/fornuftsborgerens.
Det er således gennem utallige hændelser op gennem historien på godt og ondt lykkedes mennesker at gøre opmærksom på, hvad der ikke er bæredygtigt for livets samfund på jord. Og dermed sagt gøre opmærksom på en fredsduelig, sandseligt udfoldende samfundsdannelse via vore ærelige besyv og livsførelse iøvrigt.
KORT SAGT: Mennesket af Vor tid er via sin tro kærlighed ved at sejre i al evighed, hvilket selvsagt kun kan tilintetgøre den græsk-romerske kulturarv med alle sine lappeløsninger, teoridannelser og praksis-konflikter ifølge tidens djævle.
Folketinget kommer derfor først rigtig tilbage på sporet, idet vi “forstår”, hører, at der ikke kan være noget højere. Ja, at folketingets arbejde ikke skal omsættes til lovpraksis gjort gældende over alle, men derimod foregå i vor menneskeoplysende hørelse. Folketinget er til for at høre folkets samfundskultur vidt og bredt, men ikke til for at lege med legoklodser iform af love. Og det betyder blandt andet, at al magt-orientering koblet til loven og lovkultivering som den står i kødet på folkeviddet med sine uendelige behovsrettigheder - tillige akademisk/skolastisk uddannelse, liv og sprogførelse - ALLEREDE ER DØD.
Der er kun tro oplysningsfrihed tilbage og den står ikke i ond strid med nogen, da den i sin grundvold er af organisk sands for den vækstbetonede livssfære vi tilhører, på også mellemmenneskelig vis. Den truer ingen på livet, men skal da håndteres og opmærke os som altid. Friheden og fællesskabende livsvilkår er bundet i vor oplysning som helt almindeligt hjertegodt levende menneske i arbejde, gerne omkring dyr og planter på vor jord, ja omkring de jordnære næringsvilkår og vækstvilkår. - Og det var såmænd oplysnings-sigtet i det oplysende samfunds dagsorden, kaldet så meget, men blandet andet misvisende: folke-styre, da der ikke var tale om at få styr på folket eller at ladet folket styre alt og alle - men derimod tale om at lade vore menneskeerfaringer vejlede og opløfte retningen i vort samfund. Ja, thi det sker jo gennem hjertelig bevendt hørelse og livsførelse derefter i sin frimodige adlydelse.
Vi var en overgang på vej med det, nemlig dét, der kaldtes brugs-samfundet - og som joda i det mindste søgte at holde sig til jordens livsvilkår, fremfor at malke dét, der er blevet kaldt tredje-landene. Og som jo dybest set er grunden til krigene, sikkerheds-foranstaltninger, væksten i den offentlige sektor, den politiske kultur, det rets-politiske sind og så videre.
Det er en åndelig reformation - og mental udrensning - der skal til. Og den reformation står allerede til troende i vort kød, samt ikke mindst til indrømmelse af VIkongeligt sandt og godt, vidt og bredt.
Nkh. JHM
Nkh. JHM
